H.A.P.P.Y.-Planen

H.A.P.P.Y.-Planen er en personlig arbejdsbog til mennesker med autisme. Den hjælper dem med strategier til at opsøge glade følelser og giver dem empowerment til at hæve egen livskvalitet

H.A.P.P.Y. -Planen er udviklet af belgieren Peter Vermeulen Phd. og er en personlig arbejdsbog, der skal skabe livskvalitet og hjælpe til at opnå bedre trivsel.

Med H.A.P.P.Y.-Planen bliver fokus flyttet fra alt det, der er svært for mennesker med autisme, til ting og aktiviteter der gør vedkommende glad, tilfreds og taknemmelig. Alt i H.A.P.P.Y.-Planen tager udgangspunkt i styrker vedkommende allerede har, eller som de meget let kan tilegne sig.

Formålet med H.A.P.P.Y.-Planen er at hjælpe mennesker med autisme til at forstå, at de har indflydelse på deres egen livskvalitet. Med planen får de strategier til selv at opsøge de gode og glade følelser i en hverdag, der ikke bliver mindre autistisk, men som forhåbentlig får et højere grundniveau af glæde og lykke. Dette gøres ved bevidst at opsøge aktiviteter, der giver glade følelser.

En del af H.A.P.P.Y.-Planen er en goodfeeling toolbox. Det kan være en konkret kasse med ting, der gør en glad. Måske ting med glimmer eller bløde ting der er rare at røre ved, billeder man nyder at kigge på eller måske noget, der har at gøre med ens særinteresse. Mulighederne er uendelige, men tingene skal være konkrete, og nogle man kan have ved hånden, når man får lyst til eller behov for at opsøge de gode følelser.

H.A.P.P.Y. -Planen er meget anderledes fra hvordan professionelle og forældre eller pårørende normalt arbejder med mennesker med autisme. Vi kommer let til at fokusere på alt det, de ikke mestrer, alle de områder, hvor de skal udvikle sig eller have hjælp, og alle de problemer og udfordringer der opstår mellem mennesket med autisme og medarbejdere og andre neurotypiske mennesker i deres liv.

Forskningen viser, at vi med bevidste aktiviteter kan påvirke vores egen grad af lykke idet omkring 40 procent af følelser af lykke stammer fra bevidste aktiviteter. Det er altså ikke bare vores livsomstændigheder, der afgør, om vi er glade og tilfredse.

Forskningen viser dog også, at der skal tre positive følelser til for hver negativ følelse, for at vi føler os glade og tilfredse. Det giver derfor mening at opsøge de positive følelser i både stort og småt. De negative følelser kommer nemlig helt af sig selv. Mange mennesker med autisme har svært ved at forestille sig og planlægge ting. Derfor skal de hjælpes i gang. Det gør vi med H.A.P.P.Y. -Planen.

H.A.P.P.Y. -Planen laves i et samarbejde mellem en H.A.P.P.Y. -Coach og mennesket med autisme. Er der tale om børn eller unge - eller mennesker, der ikke selv kan bidrage så meget til planen, så kan man også inddrage forældre, andre familiemedlemmer og professionelle i arbejdet med H.A.P.P.Y. -Planen. Det skal blot være mennesker, der kender mennesket med autisme godt.

Der ligger et grundigt arbejde bag planen, som kan indeholde både store og små veje til lykke og glæde. 

Mange af de mennesker med autisme der har fået en H.A.P.P.Y. -Plan oplever, at de ikke længere føler, at de er i stykker, men at de er gode nok, som de er, og at deres evner eller særinteresser giver dem glæde og livskvalitet. Med dette følger ofte, at de får en følelse af, at de har kontrol over deres egen livskvalitet.

Man skal være uddannet H.A.P.P.Y. -Coach for at lave H.A.P.P.Y. -Planer., og Pia Lindberg Fenger er pædagogisk konsulent og certificeret til at uddanne H.A.P.P.Y. -Coaches.